FABRIKKEN for Kunst og Design søger kommunikationspraktikant

FLOATING ISLAND OF PEARLS, Isabel Berglund, Megaværk ved Åbent Hus, 2014


23 juni 2020

Praktikopslag

Vil du være med til at sætte dit præg på kommunikationen på Danmarks største atelierfællesskab for kunstnere og designere – og brænder du for formidling af kunst og kunstneriske processer? Så er du måske vores nye praktikant.


FABRIKKEN for Kunst og Design søger en universitetspraktikant til kommunikations- og arrangementsopgaver fra september og 3-6 måneder frem. Vi er et levende hus, hvor nye projekter, kunstværker og produktioner tager form hver eneste dag. Vi er bl.a. værter for flere internationale artists in residence årligt og afholder Open Studio-arrangementer og Åbent Hus.

Vi søger derfor en universitetspraktikant på deltid til efteråret, der har lyst til at hjælpe os med dokumentation og formidling af FABRIKKENs aktiviteter, i tæt samarbejde med FABRIKKENs kommunikationsmedarbejder, kunstnere og designere, projektledere og eksterne samarbejdspartnere.

Hos os kommer du til at få ansvar for dine egne mindre projekter. Derfor forventer vi, at du kan lide at arbejde struktureret, har sans for at finde nye spændende vinkler og formidle indhold på en kreativ og interessant måde, samt at du kan lide at skrive – og gør det godt og fejlfrit. Vi er en lille administration i et stort hus, der løser de samlede opgaver i fællesskab. Du vil derfor blive del af et uformelt og kreativt miljø, hvor der er let til latter og plads til stor indflydelse på arbejdsopgaverne.


Arbejdet vil bl.a. bestå af:

  • Produktion og udvikling af indhold til sociale medier, hovedsageligt på Facebook og Instagram
  • Udvikling, optimering og implementering af indhold på hjemmesiden i samarbejde med kommunikationsmedarbejderen, herunder at skrive artikler og nyheder
  • Markedsføring og pressearbejde i forbindelse med FABRIKKENs projekter og faciliteter.
  • Planlægning og afvikling af offentlige arrangementer
  • Forefaldende opgaver på lige fod med kontorets øvrige ansatte

Til gengæld tilbyder vi:

  • Praktisk erfaring med kommunikation og formidling af kunst og kunstneriske processer
  • Unikt indblik i kunst- og kulturverdenen
  • Muligheden for at sætte dit eget præg på FABRIKKENs fortælling
  • En udfordrende arbejdsplads med direkte kontakt til kunstnere, designere og en række samarbejdspartnere indenfor kunst og kultur

Kvalifikationer

Vi forestiller os, at du er tilknyttet en uddannelse indenfor kunst, kulturformidling, kommunikation eller en lignende relevant uddannelse.


Derudover er den en fordel, hvis du:

  • Skriver godt på både dansk og engelsk og er god til at formidle kunst- og kulturprojekter korrekt og kreativt
  • Har erfaring med Facebook og Instagram og har indsigt i at bruge sociale medier strategisk og effektivt
  • Har kendskab til opdatering og administration af website i WordPress
  • Er god til at tage billeder – kan du optage og redigere video og tilrettelægge visuelt indhold på en levende og interessant måde, er det et plus, men ikke et krav.
  • Er åben, imødekommende, initiativrig, kan arbejde selvstændigt og trives i et dynamisk, til tider hektisk, miljø.

Praktisk

Praktikken er ulønnet, og det er derfor vigtigt, at den kan indgå som meritgivende praktik som led i en igangværende uddannelse. Praktikperioden løber fra 1. september eller snarest derefter og min. 3-6 måneder frem efter aftale, alt afhængig af din studieordning. Arbejdstiden er som udgangspunkt 20-25 timer ugentligt indenfor almindelig kontortid og kan tilrettelægges så den passer til dit studie. Aften og/eller weekendarbejde kan forekomme i forbindelse med afvikling af arrangementer.


Send en kort motiveret ansøgning, CV og relevante bilag til sss@ffkd.dk senest mandag d. 10. august kl. 12.00.
Samtaler afholdes løbende eller senest i uge 34.


Har du spørgsmål til praktikken er du velkommen til at kontakte kommunikations- og outreachmedarbejder, Sidsel Søgaard Spas, på telefon 32 54 94 24 (mandag – onsdag kl. 10-16. Vi holder dog ferie den 15/7-9/8) eller på sss@ffkd.dk.


FABRIKKEN for Kunst og Design på Amager i København, huser godt 50 individuelle værksteder for kunstnere, designere og beslægtede faggrupper. Centralt i bygningen findes en produktionshal på 1000 kvadratmeter, som lejes ud til kunst- og kulturproduktioner og events. FABRIKKEN er desuden afsender på en række projekter, herunder Artist in Residence-programmer, kunstbiennalen Alt_Cph, og diverse outreach- og undervisningsprojekter.