Kunstens maskinrum #2: Signe Vad gør det selv
Procesreportage
Den kunstneriske proces er foranderlig, unik – og måske endda mytisk for nogen. Ikke mindst er den kimen i den kunstneriske praksis, og det arbejde, der hver dag får FABRIKKEN til at summe, og holder tandhjulene i gang. Men hvordan er det egentligt at befinde sig midt i en kunstnerisk proces? Det undersøger vi i ’Kunstens maskinrum’, hvor kunstnere og designere fra FABRIKKEN, deler glimt af tanker, sejre og udfordringer fra forskellige stadier i et kunstnerisk projekt.
Kunstner og kurator Signe Vad er af en helt særlig støbning. Uden megen klassisk træning har Signe, gennem de seneste årtier, formet og favnet en praksis, der er spiret af verden omkring hende. Vads praksis bygger på erfaringer, videbegærlighed og er rodfæstet i samarbejder og iver efter at skabe dialog. Hun står blandt andet bag flere nuværende og hedengangne kunstnerdrevne udstillingssteder og projektrum. Signe er en Do’er. Mange af de projekter hun kaster sig ud i, spirer hun i atelier #1 på FABRIKKEN for Kunst og Design.
Over efteråret og vinteren har vi drukket kaffe med Signe Vad, der samtidig har delt opture og overvejelser fra den evigt udviklende proces det er, at drive kunstnerisk praksis som en del af den selvorganiserede kunstscene.
——————————————————————————————————————–
Tirsdag den 27. oktober 2020 // Office of Emergency, Vesterbrogade 101: Noget om tempo
Signe Vad venter utålmodigt på svar på en håndfuld fondsansøgninger til hendes netop genåbnede udstillings- og dialogrum, ’Office of Emergency’ (OoE), på Vesterbrogade. Det er her hun byder på kaffe og samtale fra 15-18. Stedet har hun startet på eget initiativ, sammen med ’The Syndicate of Creatures’ – eller ’KRÆ syndikatet’, som kunst- og interventionsgruppen, som Vad selv er ophavskvinde til, hedder på dansk. Signe åbnede OoE i starten af 2020, men det fysiske rum var ikke åbent længe, før coronavirussen lukkede det igen. Snart skal kælderlokalet shines op som en markering af, at stedet endelig er klar til at rumme kunst og samtale igen.
”Office of Emergency blev til, fordi jeg synes at det vigtigste lige nu er, at forholde sig til, at verden er i kæmpe krise. Det betyder, at vi er nødt til at omstille os fuldstændigt. OoE blev også til ud fra det faktum, at vi alle sammen går rundt og ikke rigtig kan overskue at forholde os til kriserne der truer os; klimakrisen, den dalende biodiversitet, miljøkrisen og krisen i biosfæren – samt den endnu større ulighed som følger med. Nu må man sige, at vi er blevet tvunget til at forholde os til kriser, pga. corona. Men denne krise overskygger også lidt, at vi rent faktisk skal omstille en masse andre parametre i vores samfund, for at passe på vores klode”, fortæller Signe, om det sted, som Office of Emergency befinder sig lige nu.
For Signe, er kriserne lige nu det eneste rigtige at beskæftige sig med kunstnerisk. Ikke bare gennem visuelle værker, med ved at skabe samtaler. Derfor er det også dialogskabende projekter, som hun og samarbejdspartneren Nanna Gro Henningsen venter på fondssvar til. Her skal platformen Pythias Stemmer præsentere en række ’taler til tiden’ af samtidskunstnere med noget på hjerte, på fortovet foran Office of Emergency. Projektet går i luften 20. november og har allerede modtaget støtte fra Statens Kunstfond. Hvis der kommer flere midler, skal Pythias Stemmer også eksistere online.
Signe fortæller, at de inviterede kunstnere får frit lejde og kan benytte taletiden, som de vil. Der er inviteret 16 kunstnere i alt, til at holde en tale til tiden, til folket, til dem der kommer forbi på gaden, til dem der tropper op for at høre det, til den tilfældige, og til den der målrettet er kommet for at modtage et budskab.
Projektet er vokset organisk ud fra idéen om Office of Emergency. Sådan er det ofte, når Signe søsætter projekter. En væsentlig kerne i hendes måde at arbejde med kunst på, består netop i at nære den organiske udvikling af idéer og initiativer, der på hver sin måde understøtter en fælles agenda. Hun havde drømt om samtalesaloner, men pandemien gør det for usikkert at samle folk lige nu.
”Normalt sætter jeg ind, når jeg føler mig nødt til at handle. Det var dét jeg gjorde i foråret, da jeg startede OoE. Jeg har skubbet mig selv til at begynde at handle, på trods af, at jeg ikke rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Det ved jeg, at jeg kan. Det er sådan jeg arbejder. Corona og andre omstændigheder har gjort, at jeg igennem de sidste måneder ikke har kunnet handle eller lave en ’eksplosion’, som jeg måske ellers ville have gjort. Men det er egentligt også ret fedt at blive tvunget ud i en anden proces, hvor jeg lader projektet trille stille og roligt, og håber, at det bliver til en snebold. Det har også været en givende måde at drive proces på for mig,” siger Signe, inden vi aftaler at mødes igen, efter den første fortovstale til tiden er afholdt, og lidt af sulten efter aktion – måske – er fortaget.
——————————————————————————————————————–
Torsdag den 26. november 2020 // Office of Emergency, Vesterbrogade 101: Genstart
Siden sidste besøg, har Office of Emergency fået en overhaling. Den hvide maling på væggen er helt sprød, der er kommet spots op, og projektoren i det lille lokale, afspiller dokumentationen af sidste uges tale til tiden på fortovet udenfor. Ved siden af hænger et par værker knyttet til talen, der blev fremført af kunstnerne Suzette Rasewitz Gemzøe og Maria Ciccia Šmidl. Den første i rækken af mange flere. Signe Vad er egentligt ikke den store fan af, at kælderlokalet nu ligner et klassisk udstillingsrum. Men nogle gange vokser tingene bare i den retning.
”Nu har vi endelig fået taget hul på Pythias Stemmer – og det er virkelig skønt og meningsfuldt, at lave noget oppe på gaden, der er både autentisk, levende, sker nu, nogen der har forholdt sig til noget, der er nogen der vil noget, og slipper det ud i det offentlige rum. Det har en rigtig fed effekt, særligt i denne tid.” fortæller Signe, om fornemmelsen efter endelig at have påbegyndt afviklingen af Pythias Stemmer.
Der serveres ikke kun Taler til tiden i København. Signe arbejder næsten altid sammen med andre, hvorfor hun også er engageret i flere netværk på tværs af Norden og i Europa. Hun planlægger at dele udstillingsvindue digitalt, med andre kunstnerdrevne initiativer, bl.a. ’Skrup Palet’ som ligger i Göteborg, hvor den første tale blev sendt live i udstillingsrummet – helt uden publikum.
”Sverige har kørt et nærmest omvendt forløb, i forhold til coronapandemien, end vi har i Danmark. Mens lockdown er lettet her, er Sverige nu lukket helt ned. Gaderne ligger øde hen. Så da vi streamede til ’Skrup Palet’ kl. 17 fredag eftermiddag – der var der helt dødt. Vores partnere deroppe, Jan og Anna, sad i rummet helt alene. De vidste godt ingen ville komme, men de streamede alligevel. Det med, at vi kan åbne et vindue imellem os – det er simpelthen så fedt. De insisterede på at gøre det, hvilket gav det betydning. At de tog action, hæver projektet op til nye højder.” siger Signe om visionen for, hvordan Office of Emergency kan være med til sprede ringe i vandet på tværs af grænser. På den måde kan grundidéen med ’Office of Emergency’, som kunstværk i sig selv, komme til at skabe et endnu større indtryk. Hun ville dog ønske, at hun havde mere tid. Men tid er også penge – og de er ofte små. Hun har netop modtaget afslag på en ansøgning om midler til, at rulle dette nordiske netværk stort ud.
Processen bag det kunstneriske og det kuratoriske arbejde med OoE, er for Signe to sider af samme sag. Hendes tilgang til begge typer af processer er den samme.
”I bund og grund betyder ordene kunstner og kurator det samme for mig. Jeg laver et projekt, fordi jeg synes det skal eksistere, for at bringe et budskab ind i verden. Det vælger jeg så enten at mediere kuratorisk eller kunstnerisk, alt efter følelse. Jeg kalder mig selv kunstner og kurator, fordi ordene hjælper mig med at kommunikere karakteren af mit arbejde til andre mennesker, i et sprog de forstår, så de ved, hvilken type projekter de kan forvente af mig. Ultimativt, er jeg en kunstner der arbejder kuratorisk, som en del af min praksis. I min praksis er de to ting uadskillelige.” fortæller hun. Signe sår frø, som hun har en dyb tro på, vil gro organisk med tid. Og så gøder hun dem, med sin driftighed. Næsten koste hvad det vil. For driftigheden kan også være drænende.
Det dialogskabende og projektbaserede fylder dog ikke alt i Signe Vads kunstneriske praksis. Hun arbejder ligeledes med mere traditionel og udstillingsbaseret værkproduktion. Spotlys på verdens tilstand er stadig den altoverskyggende sag.
”Office of Emergency er lige nu den moder-idé, hvorfra der udgår organiske tentakler, i alle mulige forskellige retninger. OoE er lige nu aktiveret af Pythias Stemmer, hvilket sender ny energi tilbage i projektet. Lige nu er jeg midt i en proces med at finde ud af, hvor moderskibet, om man vil, nu skal sejle hen.” fortæller Signe.
Et par uger senere, midt i december, lukker Danmark og Office of Emergency ned igen.
——————————————————————————————————————–
Tirsdag den 12. januar 2021 // via Facetime fra lejligheden på Vesterbro: Om at indhente sig selv
Signe smiler og vinker, fra sin stue på Vesterbro. Vi er knap fire uger inde i lockdown 2.0, og vi kan hverken mødes på FABRIKKEN eller i Office of Emergency. Så vi gør som så mange andre: mødes online. OoE’s fysiske rum er igen lukket ned. Hun fortæller, at de nåede at afvikle to Taler til tiden på fortovet på Vesterbrogade. Det har været en god start for platformen Pythias Stemmer. Nu har de nemlig fået bekræftet, at formatet virker efter hensigten, selvom det var planen at afvikle to taler mere inden nytår.
”Det her set-back har på en måde været enormt fedt for mig. Jeg har simpelthen arbejdet for meget på det seneste. Arbejdet mig syg. Både med kunsten, men også for at bringe brød på bordet, for jeg skal altid tjene penge ved siden af.” fortæller hun.
Under sidste lockdown gik hun amok i online-projekter. Nu trænger hendes krop og hoved til at restituere.
”Sidste gang blev jeg høj af idéen om potentialet i den nye situation, hvilket spandt en hvirvelvind af idéer og initiativer inden i mig. Denne anden lockdown har været fantastisk, fordi jeg nu endelig har fået mulighed at indhente mig selv. Jeg har altid mange idéer og projekter, og jeg arbejder ofte ud fra et princip om, at det haster, fordi jeg mener at verden er så vigtig lige nu. Hvad vi gør for verden, er så vigtigt lige nu. Men jeg kan ikke altid holde til tempoet.” siger Signe, og fortæller om sin nyfundne tid til refleksion.
Det har passet Signes praksis godt, at verden har ændret sig politisk i løbet af de seneste år. Mange flere har fået øjnene op for problematiske samfundsmæssige strukturer. ”Jeg havde ikke troet, at jeg skulle have en aktivistisk praksis, da jeg tidligere har haft svært ved at føle mig hjemme i den gængse opfattelse af aktivistiske grupperinger. Alligevel er jeg nu endt her. Selvom ordet aktivisme ikke ligger bedst i min mund, har jeg svært ved at finde et fyldestgørende alternativ. For mig er denne måde at arbejde kunstnerisk eksploderet indenfor det sidste år. Og det har føltes så rigtigt. Min praksis føles mere og mere helstøbt nu, som om det ustoppelige, rullende hjul inden i mig endelig er havnet på sin rette akse.”
Signe fortæller, at hun i filosofien og i sin research af nye som gamle bevægelser, er begyndt at få et bedre sprog for sin praksis. Det er ikke længe siden at hun, af sin hustru og kollega Michelle Appelros, blev introduceret til bl.a. Degrowth bevægelsen og begrebet Nomadic Utopianism, som begge dele beskriver plads til organiske processer som dem, Signe trives så godt i.
”Jeg ved, at jeg har Office of Emergency som organisk, udefinerbar form, at agere indenfor – men jeg ved stadig ikke præcis, hvad projektets rammer er og hvor de fører mig hen. Pandemien har tilføjet et ekstra lag af forandring som får mig til at spørge: Hvad kommer der til at ske nu? Hvor skal vi hen nu? – spørgsmål jeg hele tiden har haft, men som har fået ny betydning.”
Hvordan OoE ser ud, næste gang hun kan åbne igen – og hvornår hun åbner igen – ved hun ikke. Det sker, så snart hun må samle mere end fem mennesker på et fortov. Hun og samarbejdspartnerne er også i gang med at opruste med flere kræfter. Og Signe er i gang med at opbygge den online platform, ’Voices of Pythia’, der skal gøre talerne til tiden til digitale værker – på trods af afslåede fondsansøgninger.
Inden vi runder samtalen af, spørger vi Signe, hvor hun tror, at hun og Office of Emergency er på vej hen; ”Jeg har en brændende tro på at handling skaber forvandling. Udtrykket er kikset, men meget præcist. Med mit arbejde vil jeg forsøge at skabe et energifelt, der belyser denne brydningstid, i rum af kunsten. Nu er jeg – måske mere end nogensinde før – skarp på, hvilket kraftfelt jeg ønsker at min kunstneriske praksis skal bevæge sig omkring. På trods af det, ville jeg ønske, at der ikke skulle en pandemi til, for at jeg kunne indhente mig selv, og finde tid til fordybelse.”
Vi ser frem til at se, hvad Signe Vads næste træk bliver.
——————————————————————————————————————–
Vi talte også med Signe Vad under forårets COVID-19 lockdown i 2020. Find artiklen om Signes proaktivitet her.
Gå på opdagelse i Signe Vads paksis og bagkatalog via hendes hjemmeside.