Kunstens maskinrum #1: Karen Land Hansen under havoverfladen
Procesreportage
Den kunstneriske proces er foranderlig, unik – og måske endda mytisk for nogen. Ikke mindst er den kimen i den kunstneriske praksis, og det arbejde, der hver dag får FABRIKKEN til at summe, og holder tandhjulene i gang. Men hvordan er det egentligt at befinde sig midt i den kunstneriske proces? Det undersøger vi i ’Kunstens maskinrum’, hvor FABRIKKENs kunstnere og designere deler glimt af tanker, sejre og udfordringer fra forskellige stadier i et kunstnerisk projekt.
Denne gang har kunstner Karen Land Hansen inviteret os med på undersøisk opdagelsesrejse i processen frem mod sin seneste soloudstilling ’GRAFIK BIONIK. Havlandskab. Rokke scanner havbunden. Vores landskab forandrer sig.’
——————————————————————————————————————–
Onsdag den 17. juni 2020 // FABRIKKENs store hal: Træsnittene
I FABRIKKENs store produktionshal har det banket, og spånerne er fløjet, i de sidste par uger. Billedkunstner Karen Land Hansen har nemlig lidt travlt. Hun er midt i produktionen af en række store papirværker til sin soloudstilling ’GRAFIK BIONIK. Havlandskab. Rokke scanner havbunden. Vores landskab forandrer sig.’, der åbner i Danske Grafikeres Hus i august – et udstillingsrum i to etager, som hun blev tildelt i februar. Hun står for hele udstillingen selv, og hun ser det som en fantastisk mulighed for igen at arbejde i store formater. Siden tildelingen har COVID-19 hærget, mens Karen har skitseret koncept og søgt fonde – og nu begynder værkerne at tage form, ligesom Danmarks nedlukning så småt letter. Værkerne til udstillingen er et videre arbejde på serien ’The Sea Is a Treasure’ og består blandt andet af store træsnit. Og udskæringen af sådan nogle, kan man ikke rigtig skynde på.
Træsnittene kommer ikke til at stå alene på udstillingens store, centrale papirværker. Karen vil også arbejde med udskæringer i papiret, der sammen med tryk og collage, skal skabe kontrast og understøtte fortællingen om det møde mellem natur og teknologi, der er projektets udgangspunkt. Mere specifikt er det mødet mellem havet og højteknologien, som hun portrætterer i sin nyfortolkning af havets landskaber, med sirligt udskårne træsnit af japanske robotskildpadder, en bionisk blæksprutte og en undervandsscanner forklædt som djævlerokke.
Karen Land Hansen er i sit arbejde meget optaget af netop forholdet mellem menneske, natur og teknologi, i både et samfundspolitisk og i et mere filosofisk perspektiv. Taktiliteten er i højsædet, og i juli skal hun arbejde i det grafiske værksted på Statens Værksteder for Kunst, hvor hendes fortolkninger for alvor vil begynde at træde frem som et kontrastfyldt møde mellem høj- og lavteknologi. Hun ser frem til det, for det er i eksperimenterne, at de visuelle koncepter testes, nye særegenskaber opdages, og hvor det er rigtig sjovt at skabe.
——————————————————————————————————————–
Onsdag den 15. juli 2020 // Det Grafiske Værksted på Statens Værksteder for Kunst: Midt i en trykproces
Det er tidlig aften og juli-regnen hærger på Christianshavn, hvor Karen Land Hansen har flyttet sin produktion ind i det grafiske værksted. Hun elsker at være på Statens Værksteder for Kunst, hvor rammerne og den topprofessionelle energi er næring i processens ellers stramme tidsplan. Det er industriferie, og det harmonerer knapt så godt med det sted, hvor Karen er i sin proces. ”Det hele er meget lavpraktisk lige nu. Udover at være midt i min trykproces, hvor jeg eksperimenterer med farvelagenes tykkelse, papirtoner og med til- og fravalg i mine motiver, så skal jeg samtidig også forholde mig til, hvordan udstillingen skal opbygges og formidles” fortæller hun. Indhentning af tilbud på materialer og deslige rammes af ferielukninger og autosvar. Hun arbejder også meget om aftenen i disse tider, da hendes barn har skolesommerferie.
Karen fortæller om udfordringerne ved at skulle installere store værker i små udstillingsrum. Hun må samle to af de store relieffer med flere lag oppe i udstillingsrummet på første sal – de kan simpelthen ikke komme op ad trappen. Hun har også udtænkt en plan for lyssætning og designet sine egne egetræsophæng til de store værker, som specialfremstilles af en dygtig kollega fra FABRIKKENs snedkerværksted. ”Det er en ny form for ophæng, som jeg ikke har prøvet at bruge før, der skal sørge for, at værkernes lag kommer til at hænge godt, frit i rummet. Men det hele føles ind imellem som lidt af et eksperiment – og en stor del af dét, der er hele spændingen i projekter som dette – vil min idé med tryk, collage og relief i lag virke efter hensigten?”, siger hun.
Vi nærstuderer nogle af de tryk, som Karen allerede har produceret i løbet af de to første uger i værkstedet. Hun er langt fra færdig. De japanske robotskildpadder skal trykkes på en anden papirtone, selvom hun er rigtig glad for de tryk, hun har lavet. Papiret er simpelthen for hvidt.
Hun eksperimenterer næsten altid til det sidste. ”Jeg synes, noget af det, der er allermest sjovt, er dét der sker i processen. I mit tryk af rokken er træet trådt meget, og rigtig flot, igennem. Det kan jeg hverken vide eller planlægge på forhånd. Det er noget af alt det, som træet – naturen – giver tilbage. Det skaber et ekstra lag af taktilitet i trykket og understøtter kun, at beskueren kan se, at motivet ikke er malet.” Siger hun med lysende øjne. Glad, men træt. ”Hver proces er en rejse til næste værk, kan man sige. Undervejs i mine processer bliver jeg inspireret til nye eksperimenter, som jeg måske udforsker i min næste værkproces. Ofte må jeg arkivere mine trykplader efter endt ophold på SVK og udstilling. Der kan det være, at jeg kortvarigt glemmer de konkrete idéer, men så dukker de som regel op igen senere. Det er et vilkår.”
——————————————————————————————————————–
Torsdag d. 13. august 2020 // Danske Grafikeres Hus: På den anden side
En stor, næsten lysende, rødorange blæksprutte skinner ud gennem vinduet i Danske Grafikeres Hus i Sølvgade, og fanger blikke fra fortovet på modsatte side af vejen. Det er en uge siden, at Karen Land Hansens udstilling åbnede, og hun tager selv – storsmilende – imod besøgende i åbningstiden. Endnu et vilkår for at udstille i foreningens hus er nemlig, at kunstneren selv tager ansvar for pasningen af udstillingen.
Detaljegraden i de tre store, centrale værker er utrolig høj med sine mange lag at gå på opdagelse i. Træsnit, collage og udskæringer i papir skaber et smukt, samlet udtryk i specialfremstillede ophæng og suppleres flot af udstillingens mindre værker. Der er ikke det, Karen ikke selv har rørt ved, og slet ingenting er overladt til tilfældighederne. Til højre i rummet står et stort objekt af trykplader, som et vidnesbyrd fra processen, komplet med Karens noter, tanker og streger.
Karen var heldig, at der ikke var en anden udstilling i rummet før hendes, så hun har haft god tid til udstillingsplanlægning og ophængning. Hun fortæller, med et strejf af ironi i stemmen, om de festlige tider, hvor de store værker på første sal – der måler 220 x 150 cm – lå i lag med beskyttende plastik på gulvet. Om hvordan hun punktlimede, var nervøs for pletter på de store hvide flader og sirligt samlede dem i sine ophæng. ”Jeg føler, at jeg har gjort mig umage. Jeg er i hvert fald ikke sprunget over hvor gærdet er lavest. Papiret i mine værker må gerne leve, men jeg vil også gerne styre dem. Derfor har det været vigtigt for mig at træffe de bedst mulige beslutninger for værkernes præsentation”, siger Karen.
”Da vi var færdige med ophængningen, klokken 01 om natten, der var jeg glad. Der vidste jeg, at det var det hele værd. Indtil da var jeg undertiden ret nervøs for, at udstillingen ikke ville samle sig. Jeg var nervøs for, at jeg ikke ville være tilfreds. Det tror jeg ofte man er. Men det løser sig altid, men for mig forsvinder den aldrig rigtigt, den der tvivl man støder på ind imellem, undervejs i processen. Også selvom man, som jeg, har været i gang i mange år. Det er sjovt at zoome ud og se tilbage, nu hvor jeg er på den anden side af processen. For det er jo gået rigtig godt, selvom det i perioder har været hårdt.”
Nu har Karen byttet den krævende produktionsproces ud med at passe og formidle udstillingen. Det giver hende en ny ro og en god afslutning på projektet. ”Det har været sjovt at have så meget kontrol over hele projektet, men det har også været et omfattende arbejde. Processen har været krævende, både i forhold til format, tid og logistik, så er der en vis afslapning i at være her nu, sammen med værkerne, selvom jeg selvfølgelig stadig arbejder i mellemtiden. Der er ofte en mærkelig tomhed forbundet med at afslutte en proces som denne og så blot aflevere sine værker og tænke – var det dét? Nu er jeg rigtig glad for at kunne være her, sammen med mine værker. Det tror jeg, at jeg vil tage med mig videre”, fortæller hun, inden vi skilles, og hun atter tager sig tid til de andre gæster i udstillingen, lettet og glad for resultatet af processen.
——————————————————————————————————————–
Om Karen Land Hansen
Billedkunstner Karen Land Hansen arbejder med skulptur, installation, akvarel, tryk og collage og er uddannet fra The Royal College of Art i London i 2003. Hun har sin base på FABRIKKEN i København og har en lang række udstillinger i ind- og udland bag sig. Hun har modtaget flere legater, senest arbejdslegat fra Statens Kunstfond og legat fra Anne Marie Telmanyi født Carl Nielsens fond. Land Hansen arbejder ofte stedsspecifikt og i forskellige værk-rækker, der tager udgangspunkt i et særligt vidensområde, en konkret begivenhed eller et sted. Den teknologiske udvikling er et tilbagevendende omdrejningspunkt, som i serien ’The Sea Is a Treasure’ (2016-) der bl.a. danner rammen om den aktuelle udstilling, og tager afsæt i udviklingen af ubemandede eller autonome, højteknologiske fartøjer og systemer.
’GRAFIK BIONIK. Havlandskab. Rokke scanner havbunden. Vores landskab forandrer sig.’ kunne opleves i Danske Grafikeres Hus den 7. – 30. august 2020.