OPEN CALL: to atelierer i stueetagen
OPEN CALL / Atelier
Ansøgningsfrist: søndag d. 17. august 2025 kl. 23:59
Der udbydes nu to atelierer på FABRIKKEN for Kunst og Design i Open Call med overtagelse til efteråret.
ATELIER #29
Atelieret er 30 m2 og beliggende i stueetagen med inddirekte adgang til hallen og højtsiddende vinduer. Der er opført et repos til kontorplads som kan overtages til en fordelagtig pris der aftales med nuværende brugere.
Fast ydelse pr. måned er i 2025 3.531 kr. + moms. Desuden betales aconto DKK 700 + moms pr. mdr., pr. bruger i atelieret, til variable driftsudgifter. Der betales et indflytningsgebyr på 2.500 kr. pr. bruger, ved overtagelse af lokalet.
Dato for overtagelse af atelieret er den 1. oktober 2025.
ATELIER #19TV
Atelieret er 45 m2 og beliggende i stueetagen tæt på hallen. Atelieret har vindue mod hallen og således indirekte dagslys.
Fast ydelse pr. måned er i 2025 5.296 kr. + moms. Desuden betales aconto DKK 700 + moms pr. mdr., pr. bruger i atelieret, til variable driftsudgifter. Der betales et indflytningsgebyr på 2.500 kr. pr. bruger, ved overtagelse af lokalet.
Dato for overtagelse af atelieret er den 1. september 2025.
FREMVISNING
Der er åben fremvisning af begge atelierer tirsdag d. 12. august 2025 kl. 13-14. Tilmelding til fremvisning er ikke nødvendig. Kontakt kontoret på tlf. +45 32 54 94 24 ved ankomst til FABRIKKEN hvis hoveddøren ikke er åben.
NB: Det er ikke muligt at besigtige atelieret på andre tidspunkter, af hensyn til de nuværende brugere.
ANSØGNING
Ansøgninger modtages kun via ansøgningsformularen som du finder via linket nederst her på siden. Ansøgningen skal uploades til formularen som én samlet pdf (max 10 MB i alt), der navngives med ansøgers navn(e). Ansøgningen skal være FABRIKKEN i hænde senest søndag d. 17. august 2025 kl. 23:59 for at komme i betragtning.
FABRIKKENs bestyrelse vurderer ansøgningerne og træffer afgørelsen. Du/I kan forvente svar på ansøgningen senest i uge 35.
Har du spørgsmål, kan du kontakte FABRIKKEN på info(at)ffkd.dk. Vær opmærksom på, at kontoret holder sommerferielukket i uge 29-30-31 og derfor ikke svarer på henvendelser i perioden.
ØVRIG INFORMATION
Udover atelier inkluderer den faste månedlige ydelse desuden:
Adgang til Danmarks største atelierbygning døgnet rundt
Arbejdsmulighed i dagtimerne i FABRIKKENs hal, under hensyn til udlejninger
Adgang til fælleskøkken, toiletter og fælles have
Repræsentation på FABRIKKENs hjemmeside
Fagligt netværk med FABRIKKENs 70 professionelle kunstnere og designere
Mulighed for kuratorbesøg samt faglige og sociale arrangementer
Rabat på intern halleje
Inkluderet i de variable driftsudgifter der betales pr. bruger, er vand, varme, el, renovation, internet og øvrige fællesudgifter.
FABRIKKEN tilbyder en tidsbegrænset brugeraftale på tre år. Herefter er det muligt at ansøge om en ny brugsretsperiode på tre år. Der kan søges om ny brugsret op til tre gange. Der er tre måneders gensidig opsigelsesvarsel på atelieret til den første i en måned.
Aftalen indgås mellem FABRIKKEN og bruger med personligt tilknyttet registreret virksomhed med CVR. nr., alternativt kan aftalen oprettes på CPR. nr. Moms kan fratrækkes ved indgåelse af aftale på CVR.nr. Ved deling af atelieret tegnes individuelle brugeraftaler.
Den faste ydelse stiger med 5% pr. år, pr. 1/1. Der opkræves tre måneders fast ydelse i depositum for atelieret. Ydelse og aconto betales månedligt forud og kræver tilmelding til PBS.
ANSØGNINGENS INDHOLD
Professionelle billedkunstnere og designere kan ansøge. Flere kunstnere og/eller designere kan ansøge sammen og skal i så fald sende én samlet ansøgning. Vær opmærksom på, at der betales variable udgifter pr. bruger i atelieret.
Vi lægger vægt på menneskelige og faglige fællesskaber, og vi forventer, at husets brugere deltager i fælles opgaver og begivenheder så som diverse udvalg, Åbent Hus og de årlige arbejdsdage. Derudover er det et krav, at atelieret/værkstedet bliver brugt aktivt til kunst- og /eller designproduktion.
Ansøgningen skal indeholde følgende:
Kort beskrivelse af kunstnerisk praksis og eksempler på kunstnerens aktiviteter gennem de seneste år samt planlagte aktiviteter i nær fremtid
Kort beskrivelse af, hvordan kunstneren påtænker at bidrage til hhv. det faglige og det sociale fællesskab på FABRIKKEN
Kort beskrivelse af kunstnerens motivation for at have et atelier på netop FABRIKKEN
Omfang af påtænkt anvendelse af atelier samt påtænkt anvendelse af FABRIKKENs øvrige faciliteter
Ansøgningens form:
1 A4-side skriftlig ansøgning samt CV på max. 1 side pr. ansøger. Inkludér desuden max. 5 billedeksempler på dit/jeres arbejde, samt et par relevante links og kontaktoplysninger.
Atelier #29 (obs: ældre billeder)
Atelier #19TV
Om FABRIKKEN
Fonden FABRIKKEN for Kunst og Design er Danmarks største atelierbygning. Omtrent 70 professionelle billedkunstnere og designere arbejder dagligt i husets 50 atelierer, samt i den 1.000 m2 store produktionshal. FABRIKKEN er en professionel kunstinstitution, som ligeledes driver residencyprogrammer for udenlandske kunstnere og kuratorer.
Ud over attraktive arbejdsrum har vi arrangementer med vores udenlandske gæstekunstnere, årlige arrangementer der åbner dørene for offentligheden, kuratorbesøg og andet, der styrker fagligheden og det kollegiale fællesskab.
FABRIKKEN er støttet af Københavns Kommune og Det Obelske Familiefond.