FABRIKKEN Afd. AC #7: Molly Haslund
”Flower Drop”, 2021
Placering: Spot på infoskærmene rundt i centret
// Plakat i AC Blomst
// Performance i og omkring Amager Centret 6. maj
og 24. juni 2022 kl. 15-16.
6. maj – 30. juni 2022
Flower Drop, 2021. Performance opført 24. juni 2022. Foto: Malle Mardsen
Venlige centergæster samler blomsten op og løber efter kvinden med den enorme buket for at give hende den tabte blomst igen. Som tak får de lov til at beholde blomsten, og eftermiddagen kan forsætte efter dette uventede øjeblik af gensidig venlighed, nu med en blomst som memento.
Et vidnesbyrd fra et øjeblik delt mellem tilfældige mennesker kan frem til og med d. 30. juni, opleves i flygtige glimt på infoskærmene rundt om i Amager Centret. Man kan også finde et fastfrosset øjeblik på tryk, som en hilsen til dem, der besøger den lokale blomsterhandler, AC Blomst. En særlig tak skal lyde til AC Blomst, som står bag den pompøse buket, der er centrum i Haslunds performance i Amager Centret.
I blomsternes egen verden findes fænomenet ”flower drop”, som på dansk dækkes af et enkelt og sjældent set billeddannende ord ”blomstringsdråbe”. ”Blomstringsdråbe” beskriver den flygtige bevægelse, som sker når blomster eller knopper, der ser sunde og veludviklede ud, pludseligt, og umiddelbart uforklarligt, falder af planten.
”Flower Drop” er en performance af Molly Haslund som blev vist første gang i juni 2021 ved Den Frie Udstillingsbygning i området omkring Oslo Plads. Nu har Haslund genskabt performancen i kontekst af Amager Centret til udstillingsplatformen FABRIKKEN Afd. AC.
Iført et stiligt jakkesæt går Molly Haslund rundt i og omkring Amager Centret med en kæmpe buket af solsikker, pæoner og roser. Hun går ned ad de lange centergange og krydser Amagerbro Metrotorv, mens hun koncentrerer sig om at holde sammen på blomsterbuketten, der er så stor, at den næsten skjuler hendes skuldre og ansigt. De farverige blomster tiltrækker opmærksomhed fra de omgivende centergæster, fodgængere og cyklister. Indimellem taber hun en enkelt blomst og går videre, som om hun ikke har bemærket det.
Om Molly Haslund
Billedkunstner Molly Haslund arbejder performativt og skulpturelt. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Glasgow School of Art i Skotland. Hendes værker spænder over selvbiografiske og musikalske optrædener, scenografiske installationer og koreograferede performances i det offentlige rum. Med skiftende strategier undersøger hun, hvordan identitet, sociale hierarkier og normer er tæt forbundne med, og forhandles via, kropslig gestik, kulturelle ritualer og indretningen af vores omgivelser. I de enkelte værker er konkrete steder, historisk arkivmateriale eller trivielle genstande og situationer fra hverdagen afsæt for Haslunds subtile interventioner. Tematisk beskæftiger hun sig med mekanismerne i mellemmenneskelige relationer, ligesom hun med et absurd-humoristisk twist rejser spørgsmål om repræsentationens natur, samtidens socioøkonomiske rationaler såvel som individets autonomi og handlefrihed i en moderne verden.