Sigbjørn Bratlie

FAIR-resident Sigbjørn Bratlie (1973) kommer fra Norge og arbejder med video, installation og performance.

Hans værker kredser om sprog og betydningsdannelse og tager ofte udgangspunkt i de situationer, der opstår, når man ikke mestrer et sprog og ikke kan udtrykke sig over for en samtalepartner, gerne med et humoristisk og akavet resultat, som i "Breiköpp" (altså Break-up) fra 2011, hvor Bratlie på et stærkt begrænset islandsk forsøger at slå op med sin islandske "kæreste."

Under sit ophold har Bratliet arbejdet på et videoprojekt og har produceret en ny lecture performance, som han viste på FABRIKKEN 21. marts 2017.

Still fra videoen Aporfik fra 2015

Sigbjørn Bratlies har en MA fra Central Saint Martins i London, og hans værker har primært været vist i Norden.

Lecture performance om det grønlandske sprog og screening af værket Aporfik 21. marts 2017.

Sproget er en uendelig række af muligheder

Sigbjørn Bratlie i samtale med Maria Bregnbak

Den norske kunstner Sigbjørn Bratlie er på et to-måneders ophold i FABRIKKENs FAIR-program. I denne samtale kommer vi omkring Bratlies interesse for sprog, tegneserier og det smuldrende fundament under forestillingen om det autentiske subjekt.

MB: Vil du beskrive din praksis ganske kort? Hvilke temaer arbejder du med?

SB: Jeg arbejder mest med video, installation og performance. Jeg arbejder på projektbasis, og tematisk arbejder jeg med sprog – specifikt med fremmedsprog. Jeg er interesseret i, hvordan man klarer sig, kommunikerer og fungerer – især på et sprog, man ikke har særlig godt greb om.

MB: Jeg vil også gerne høre lidt om din vej til billedkunsten – hvilke overvejelser gjorde du dig, og hvilken uddannelse har du?

SB: Siden teenageårene har jeg vidst, at jeg ville være billedkunstner. Det begyndte egentlig med, at jeg ville være tegneserietegner – jeg læste alle de tegneserier, jeg kunne komme i nærheden af – senere fandt jeg ud af, det måtte blive billedkunst. Det var det eneste, jeg ville. Så efter skolen begyndte jeg på en forberedende toårig kunstskole, som var ret klassisk og konservativ. Det faglige højdepunkt var modernismen, og efter den var det ifølge undervisningen gået ned ad bakke.

På akademiet i Birmingham, hvor jeg senere kom ind, var retningen helt anderledes og konceptpræget. De første spørgsmål, jeg blev stillet, var: Hvad laver du, og hvad handler det om? Det var et chok. Jeg troede jo, at kunst var et verdensmesterskab i at male noget så sublimt, at man ikke selv forstod det. Meget af det, jeg har lavet efterfølgende, udspringer af det chok. Jeg måtte jo aflære alt, hvad jeg havde lært og troede, jeg mestrede. Jeg måtte begynde helt forfra.

MB: Så her lægger du faktisk grundstenen til dit arbejde med det uformående som tema?

SB: Ja, for jeg troede jo, at god kunst på en måde lå uden for sproget, og det jeg mødte i Birmingham lå i den grad inden for sproget. Pludselig handlede det om egne erfaringer og identitet. Det nye kunstsyn, som her åbnede sig, har dannet grundlag for meget af det, jeg arbejder med i dag.

MB: Du arbejder meget med sprog – i alt er du vist oppe på at have lært dig selv 12-15 forskellige fremmedsprog – og sprog som betydningsbærer såvel som kommunikation mellem mennesker. Som jeg forstår din tilgang, forsøger du at holde fokus på det sproglige, kommunikative og ikke på de politiske implikationer – kan det overhovedet undgås?

SB: Når jeg begynder på et projekt, er det ikke politisk i udgangspunktet. Men det blander sig undervejs; det er umuligt at undgå. I fx Breiköpp (hvor Bratlie på gebrokkent islandsk forsøger at slå op med sin islandske ”kæreste” på en hensynsfuld måde ed.) forstår man situationen, selvom man ikke forstår islandsk. Man kender break-up scenen fra populærkulturen, og mange fra Norden vil også kunne forstå noget af det, jeg siger på islandsk.

Jeg har altid været en sprognørd, men først på akademiet begyndte jeg at arbejde med fremmedsprog som en del af min praksis. Når du taler et andet sprog end dit modersmål, vil du uvægerligt fejle, misforstå, være uformående. Og det er noget, som jeg behandler igen og igen i mine værker. Sproget er en uendelig række af muligheder.

MB: Vi planlægger jo at vise dit grønlandske værk, Aporfik (2015), her på FABRIKKEN, og i den forbindelse vil jeg gerne høre, hvad du tænker om konteksten – altså om, at vi viser værket i Danmark, hvor det befinder sig i en stærkt politiseret kontekst?

SB: Jeg har ikke truffet et valg om at trække et politisk niveau ind i filmen, men når filmen fx vises i København, så får den jo automatisk en politisk under- eller overtone. Jeg viste den første gang i Molde i Norge, og her bliver Grønland opfattet som noget helt vildt eksotisk. Der var ingen, der spurgte til politiske implikationer overhovedet. I udgangspunktet ville jeg lave et værk, der handlede om, hvordan vi forstår hinanden, hvordan sproget former os, men det er klart, at filmen får forskellige betydninger i forskellige kontekster.

MB: Din interesse for sprog, og for betydning ikke mindst, kommer også til udtryk i din interesse for oversættelsen. Her handler det om at ramme betydningen så præcist som muligt, den oprindelige betydning, selvom den velsagtens altid vil være forskudt eller uopnåelig. Alligevel stræber du mod det uopnåelige?

SB: Ja, i min grønlandske film (Aporfik, 2015) vandrer jeg rundt i landskabet og taler gebrokkent grønlandsk og prøver desperat at beskrive landskabet, og jeg kommer selvfølgelig til kort, mens jeg forsøger at forstå et eller andet.

MB: Kan man også sige, at dine værker anskueliggør det umulige, som ligger i oversættelsen? At man aldrig kan nå ind til den betydning, man egentlig søger? At de er en anskueliggørelse af en evig forskydning?

SB: Ja, det kan man godt sige. Aporfik er det grønlandske ord for et sted i naturen, hvor en forhindring tvinger dig til at vende om; altså noget du ikke kan komme igennem, noget der er umuligt at forcere.  

MB: Jeg tænker på, om du opfatter sproget og ordet som et fælles territorium mellem de talende? Og om du mener, at det er i dialogen, det personlige selv dannes?

SB: Jeg tror jo på, at modersmålet er afgørende forskelligt fra de sprog, man først lærer senere. Modersmålet går vældig dybt. Selvom jeg har talt ligeså meget engelsk som norsk de sidste tyve år, så er og bliver modersmålet det dybe niveau. Alligevel oplever jeg, at det er lettere at tale om fx vanskelige emner på engelsk – som om der er en indbygget distance; noget der beskytter. Og så er der sprog som fx irsk, som mange mennesker ikke har som modersmål, men alligevel vælger at tale, fordi det netop har en politisk betydning – det er en udvidet identitetsmarkør. Med sprog kan man altså adskille sig fra andre eller udtrykke tilhørsforhold.

Jeg husker, første gang jeg hørte Breivik tale. Det var da retssagen efter terrorangrebene i Norge d. 22. juli (2011) begyndte. Det var der, jeg opdagede, at terroristen talte fuldstændig ligesom jeg. Med eksakt samme dialekt og eksakt samme udtale. Pludselig kunne jeg jo regne ud, at vi kom fra præcis samme sted – Oslo-vest – og fra samme sociale lag. Det var helt forfærdeligt, jeg havde ingen distance.

MB: Du arbejder meget med kunstneren som antihelt – hvorfor er det netop denne figur, der interesserer dig?

SB: Kunstneren som antihelt er jo en figur, der optræder i mange tegneserier. Og som helt ung var jeg nærmest fanatisk optaget af tegneserien og dens brug af sarkasme og ironi. På en måde har jeg aldrig helt sluppet tegneseriens humor. For mig er den også et modtræk til den klassiske tilgang til billedkunst som noget ophøjet og urørligt og fremfor alt alvorligt.

MB: Du beskriver din rolle som Antihelt, men kunne man ikke også kalde det cringe comedy? Altså at det bliver så pinligt, fx i Breiköpp eller i Terapii, hvor du går i terapi på estisk, at det, som du siger, netop bliver en effektiv strategi til at flytte fokus fra det højtidelige til det humoristiske?

SB: Ja, sådan kan man godt sige det. Jeg kom til UK netop, da YBA vandt frem med folk som Sarah Lucas, som er alt andet end subtile; hvor der er en råhed og noget direkte på færde, jeg ikke havde set før. Udstillingen Sensation (1997) gjorde i den grad indtryk på mig.

MB: I dine film – og i din praksis generelt – ser jeg en stræben mod teknisk perfektion; en mestring af de forskellige medier og teknikker. Er du enig i det?

SB: I mine videoer bestræber jeg mig på at lave noget, der ser troværdigt ud. Jeg læner mig op ad en velkendt form som fx dokumentargenren for at spille på beskuerens erfaring. Hvis kvaliteten er for ringe, har jeg personligt svært ved at give noget min fulde opmærksomhed. Derfor er det afgørende, at kvaliteten af redigering og optagelser er så høj som muligt.

MB: Som vi har talt om, arbejder du med det uformående som tema. Hvilket kunstnerisk potentiale har det uformående? Og er der noget særligt ved performance som medie, der egner sig godt til netop udforskningen af dette?

SB: Hamlets (2012) er den af mine film, som handler mest præcist om det. De fleste kender jo konteksten på en næsten klichéagtig måde. Og i filmen er jeg fuldstændig ude af stand til at spille min rolle (Hamlet ed.) på en overbevisende måde.

MB: Ja, du er både i en anden rolle, som skuespiller, og i et andet sprog (lettisk), og derfor er du dobbelt uden for din komfortzone.

SB: Jeg fører det ud i det ekstreme. Lettisk er et sindssygt svært sprog; Hamlet er et svært skuespil, at gå i terapi på et fremmedsprog er dobbeltsvært. Mange af mine værker handler om perfektion og autenticitet. Jeg har boet mange steder og lært mig mange sprog. Og selvom jeg fx har talt engelsk i mange år og ikke betragter det som et fremmedsprog længere, er jeg på en eller anden mærkelig måde altid mest autentisk på norsk. Jeg ved ikke hvorfor, men der er en niveauforskel. Jeg har aldrig helt kontrol over de små nuancer.

MB: Er det en ambition at være autentisk?

SB: Nej, egentlig vil jeg sige, det handler om at vise det umulige i at være helt autentisk. Man stræber altid efter at udtrykke sig perfekt, at blive perfekt forstået, men det kommer aldrig til at ske. Det er noget, man kan stræbe efter at være, men man vil altid fejle.

Jeg er nok aldrig helt kommet over poststrukturalismen. Og der er nok noget med min generation – jeg er født i 1973 – der aldrig helt evner at tage noget seriøst.

MB: Kunne man sige, at det er destabiliseringen af forestillingen om det autentiske subjekt, du opererer med?

SB: Jo, det kan man godt, for netop når man fejler og ikke evner at udtrykke sig nuanceret eller blot forståeligt, så sker der noget afgørende i et menneske og mellem mennesker. 

Hvilke andre kunstneres praksisser er du optaget af?

SB: Ragnar Kjartansson, Fischli/Weiss – jeg elsker den måde, de tager fuldstændig udslidte discipliner og gør noget nyt med dem. Og ellers er det mest litteratur, der påvirker mig. Jeg er især optaget af forfattere som Borges, Georges Perec og Robbe-Grillet.

MB: Hvad gør du for at udvikle din praksis?

SB: Min praksis har i mange år formet sig omkring residencies og rejser. Jeg rejser ud og laver projekter, som er specifikke for det sted, jeg er. At rejse på den måde har helt klart formet min praksis og måde at arbejde på.

Lecture performance om det grønlandske sprog og screening af værket Aporfik 21. marts 2017.

Fakta

FAIR-resident
februar-marts 2017

Links

sigbjornbratlie.com