TAG PLADS! Workshop for unge fra Sundholmsvejkvarteret

Følg med i workshoppen på www.tagplads.blogspot.com

’Tag Plads!’ er et kunstnerisk undervisnings- og workshopforløb tilknyttet Fabrikken for Kunst og Design. Workshoppen består af fem undervisningsgange á tre timer i september 2009, med en afsluttende fernisering d. 30. september kl. 12.00 på Skotlands Plads.
Deltagerne er en gruppe på 12 elever fra Peder Lykke Skolens 10. klasser.

Flere bænke i byrummet

Workshoppen fokuserer på kunstnerisk produktion af bænke til Sundholmsvejens lokalområde. Over de fem undervisningsgange bliver eleverne opfordret til at kigge på bydelens mange fordele og ulemper; æstetisk, arkitektonisk og socialt. Hvordan fungerer områdernes mange offentlige rum; parker, pladser, små passager og fortov? Hvem bruger opholdsstederne og hvordan? Kan man med enkle greb – som placeringen af en ny bænk – ændre på stedernes karakter, opfordre til dialog og nye måder at være sammen på? En bænk kan tænkes som et designobjekt og som forlængelsen af et stykke arkitektur. Men overvejelserne over bænkens udformning og placering kan også fungere som et socialt projekt, hvor interaktionen i det offentlige rum får betydning for en gruppe menneskers måde at være sammen på.
Elevernes aktive undersøgelse af deres eget kvarter udgør workshoppens praktiske udgangspunkt. Projektet udmunder i to konkrete bænkeprojekter, som udtænkes, skitseres og bygges op af deltagerne selv, med håndværksmæssig assistance fra en professionel håndværker fra snedkerværkstedet på Fabrikken.

Undervisningen tilrettelægges og varetages af designer Ditte Hammerstrøm og billedkunstner Christina Bredahl Duelund i samarbejde med kunstformidler Mille Winther.

'Tag Plads!' afprøver nye formidlingsgreb og fungerer som led i opstarten af et kontinuerligt formidlingsprogram for børn og unge tilknyttet Fabrikken for Kunst og Design.

Undervisningen udgør derudover første forløb i en række workshops, som tager udgangspunkt i kreativ produktion af bænke til kvarteret. Det er hensigten at flere børn og unge fra kvarteret skal have mulighed komme med deres bud på en sjov, skæv, vild eller bare anderledes tænkt bænk til kvarteret
 

 
 
 
 
 


Projektet er venligt støttet af:


  Fabrikken for Kunst og Design   Fabrikken for Kunst og Design   Fabrikken for Kunst og Design