| Unmanned future, af Karen Land Hansen Udstillingen Unmanned Future # 4/ Your Silence is Unsettling af Karen Land Hansen i Showroom d.13.4-13.5. Udstillingen er åben tors-fre 14-18, lø-sø 12-17 |
|
![]() |
|
| Himmelfald Opfyldt af hele det 19. årh. sanseløse tro på fremskridtet valgte Franz Reichelt i sidste øjeblik selv at iføre sig den specialkonstruerede frakke, hvormed han havde tænkt sig, at mennesket skulle komme fremtiden flyvende i møde. Beslutningen var fatal. I stedet for at folde sig ud som en flagermus' vinge og stilfærdigt lade den østrigske skrædder svæve gennem luften, samlede det tunge kanvasstof sig hjælpeløst om opfinderen, der som et missil styrtede mod jorden. Nøjagtigt fem sekunder tog det Reichelt at tilbagelægge de treds meter fra Eiffeltårnets første etage til pladsen under, hvor godt tre hundrede forventningsfulde tilskuere havde taget opstilling denne skæbnesvangre februarmorgen i 1912. Heriblandt én med et filmapparat, der dokumenterede 'fuglemandens' excentriske endeligt. Karen Land Hansen har på sin udstilling 'Unmanned Future #4/Your Silence is Unsettling' ladet den korte filmoptagelse af fuglemanden fra Eiffeltårnet indgå som bagtæppe for en skulpturel model i træ af et militært overvågningsfly af typen UAV (Unmanned Aerial Vehicle). Udstillingen er den hidtil største manifestation af Land Hansens fortsatte 'Unmanned Future' projekt, der har meditationen over menneskets betingelser i en post-human fremtid som ærinde. I mødet med flymodellen og filmoptagelsen placerer kunstneren sin betragter et sted mellem fortid og fremtid, begivenhed og mulighed. Og med sporet tilbage til århundredeskiftets teknologiske eksperimenter og utopiske drømme peger Land Hansen på det forskydende og fremmedgørende rum mellem virkeligheden og dens billede som et eksistensvilkår for det moderne menneske. Som Ikaros, der fløj for tæt på solen og derfor smeltede sine vinger af og styrtede i havet og druknede, genfortæller historien om fuglemanden myten om det menneskelige overmod og fald. Historien har en komisk dimension, der hænger sammen med den tekniske uduelighed og halsløse naivitet, der prægede episoden ved Eiffeltårnet, og som går igen på udstillingen i flymodellens rå udførelse. I Karen Land Hansens bearbejdning får filmen imidlertid en tragisk alvor, der flytter fokus fra handlingen til det iagttagende blik. I sammenstillingen med modellen af overvågningsflyet skaber kunstneren en syntese, der inddrager betragteren i en uhyggelig dobbeltrolle som både blik og genstand, og som opløfter installationen til reflektion over menneskets skæbnebestemte hybris og fordømmelse. Med udstillingen 'Unmanned Future # 4/Your Silence is Unsettling' beskriver Karen Land Hansen den menneskelige længsel efter panoptisk overblik over verden. Forført af idéen om altings klarhed og transparens og af forestillingen om kontrol med verden gennem blikket bebuder virkelighedens ubemandede militærfartøjer i Karen Land Hansens fortolkning muligheden for endnu et fald. Et fald der vil være forårsaget af den evindelige forglemmelse af, at mennesket aldrig kan hæve sig op over sin egen væren, men altid vil være genstand og mål for sin egen betragtning. Mads Damsbo |
|
| Pressemeddelelse Fernisering i Showroom på Unmanned Future # 4/ Your Silence is Unsettling af Karen Land Hansen. Showroom har den glæde at præsentere Karen Land Hansens nyeste værk - en stor ruminstallation, der kombinerer både skulptur, videoprojektion og lyd. Værket er det fjerde og hidtil største i kunstnerens fortsatte ’Unmanned Future’ projekt, der kredser om menneskets forestillinger om en fremtidig verden, om utopier og dystopier. Til udstillingen har kunstneren lavet en skulpturel model i træ, i 1:1 af en ’drone’; en UAV - et ubemandet, militært overvågningsfly. I baggrunden kører en kort filmoptagelse af en mand der springer ud fra Eiffeltårnet i 1912 i et forsøg på at flyve. De to dystre motiver og værkets melankolske stemning underbygges af lydsiden, der også refererer til episoden ved Eiffeltårnet. Karen Land Hansen inddrager hele den store fabrikshals monumentale og industrielle arkitektur i denne store iscenesættelse, hvor det gamle fabriksrum kommer til at agere som hangar for 'dronen'. ”I mødet med flymodellen og filmoptagelsen placerer kunstneren sin betragter et sted mellem fortid og fremtid, begivenhed og mulighed. Og med sporet tilbage til århundredeskiftets teknologiske eksperimenter og utopiske drømme peger Land Hansen på det forskydende og fremmedgørende rum mellem virkeligheden og dens billede som et eksistensvilkår for det moderne menneske. I sammenstillingen med modellen af overvågningsflyet skaber kunstneren en syntese, der inddrager betragteren i en uhyggelig dobbeltrolle som både blik og genstand, og som opløfter installationen til reflektion over menneskets skæbnebestemte hybris og fordømmelse” (Mads Damsbo ”Himmelfald”). Showroom er en fleksibel konstruktion, både hvad angår fysik, indhold og antallet af arrangementer. Den består af 8 mobile vægge som kan ændre størrelse og adfærd alt efter arrangementet/projektets karakter. Antallet eller længden af udstillingerne er heller ikke givet på forhånd, men tilpasses de enkelte arrangementers karakter. Det vil ofte være en kurator der arrangerer en udstillingsrække - men det kan også være enkeltstående store udstillinger Vel Mødt! For yderligere information se venligst www.karenlandhansen.com, eller kontakt Karen Land Hansen 23612781, eller Fabrikken for Kunst og Design på 32549424 Fabrikken for Kunst og Design, Sundholmsvej 46, 2300 København S. Udstillingen er åben tors-fre 14-18, lør –søn 12-17. Sidste dag d. 13.5.2007. Mads Damsbo vil åbne udstillingen d.13.4 og samme dag vil Ritt Bjerregaard åbne Åbent hus på Fabrikken. |
|

