Arkitekt med klimakompetencer søges til udarbejdelse af programkatalog på klimarenoveringsprojekt
 
Til udarbejdelsen af et programkatalog søges en arkitekt med erfaring inden for energirenovering, skitsering og projektudvikling. Det forventes, at du kan arbejde selvstændigt med alle aspekter i kataloget.
Fabrikken for Kunst og Design ønsker at klimarenovere sin bygning og nærområde. Derfor står FFKD midt i en kortlægning af bygningens behov og muligheder.

Første mål er udarbejdelsen af et programkatalog, hvor bygningens nuværende energiforbrug afdækkes, samt opstillingen af en vifte af løsningsforslag, der kan optimere bygningens energiforbrug. Det forventes desuden, at der præsenteres løsningsforslag, hvor bygningen og dens nærområde tænkes ind i et klimatilpasnings-perspektiv; fx håndtering af regnvand, grønne tage etc.

Bygningen, som i dag huser FFKD, er en af byens første industribygninger i jernbeton. Bygningen forventes at blive erklæret særlig bevaringsværdig. En del af programkataloget skal derfor skitsere klimaløsninger tilpasset bygningens arkitektur og særlige bevaringsstatus. Det forventes, at der indledningsvis skabes en dialog med myndighederne for at afklare under hvilke forudsætninger programkatalogets enkeltdele kan gennemføres.
FFKD har allerede kortlagt store dele af bygningens tilstand og behov, herunder fået udarbejdet en energirapport. Disse undersøgelser danner grundlag for programkataloget.

Det forventes at katalogets løsningsforslag skitserer en økonomisk ramme for realisering samt de driftsmæssige besparelser.
Programkataloget vil danne grundlag for fondsansøgning, afklaring af partnerskab, samt afklaring af den videre proces mod realisering. Kataloget skal derfor layout- og indholdsmæssigt kunne sælge projektets idéer.

Når projektpartnere og økonomisk ramme er mere afklaret vil en prioritering af tiltag og dispositionsforslag kunne påbegyndes.
Til færdiggørelse af kataloget er der afsat 50.000 til aflønning af konsulent. Det forventes, at du kan starte primo januar og være færdig medio februar. Det er inden for denne ramme, at opgaven skal løses.

FFKD forholder sig frit til prioriteringen og viderebearbejdningen af programkatalogets idéer og forslag.
FFKD forholder sig frit til at kunne vælge rådgivere fremover. Ligeledes overtager FFKD de ophavsmæssige rettigheder til materialet.

Er du lige den klimakompetence vi mangler, så skriv til et par linjer til os og vedlæg dit CV.
Mail din ansøgning til post@ffkd.dk

Frist 10. januar 2011. Vi forventer at indkalde til interview i uge 3 i 2011.
Kontaktperson: Rasmus Widell, rasmus@ffkd.dk